DGI MINIton er kvalitetstid
Børn og forældre vil gerne dyrke idræt sammen, og DGI MINIton er et hit i mange badmintonforeninger. Siden DGI badminton holdt det første trænerkursus i MINIton, har 350 trænere, forældre og bedsteforældre været afsted for at få få ny inspiration.

Foto: Lene Esthave
Det er sjovt, både for børn og forældre, når der er fredag eftermiddag er DGI MINIton til Blans-Sundeved.
- Du får kvalitetstid med børnene.
Jette Schøne er mor til Laura på 6 år, og hun har mange positive ting at fortælle om DGI MINIton i Badmintonklubben Blans-Sundeved.
Klubben startede op med MINIton i september 2009, og omkring 15 børn og deres forældre har siden været klar til at lege og spille badminton hver fredag eftermiddag.
Forældrene med på banen
Træner for MINIton i Blans-Sundeved er 16-årige Pernille Degn, og det betyder meget for hende, at forældrene er med på banen.
- Forældrene er engagerede. Jeg fortæller, hvad vi skal lave, og forældrene udfører så øvelserne sammen med børnene, mens jeg kan gå rundt og hjælpe, fortæller Pernille Degn.
Inden sæsonen var hun på kursus i DGI MINIton, og det gav hende en masse fif, både til opvarmning, lege og øvelser og til hvordan hun bedst omgåes børn og forældre.
- Nogle børn skal have fyret noget krudt af, og så er der andre som er trætte og nemt begynder at græde. Forældrene tager sig af det, hvis der er nogle, der ikke gider, siger Pernille Degn.
Stor interesse for trænerkurser
Hun er ikke ene om at have været på kursus. Ikke mindre end 350 instruktører og forældre landet over har været på kursus i DGI MINIton siden det første kursus blev udbudt i maj 2009. Det glæder projektleder i DGI badminton, Søren Therkildsen.
- Interessen for DGI MINIton er rigtig stor. Tilbagemeldingerne viser, at både instruktører og foreningerne er glade for konceptet, ikke mindst fordi forældrene bliver involveret som hjælpetrænere, siger han.
Når forældrene deltager aktivt i træningen giver det et højere aktivitetsniveau for de 2-6 årige børn, og der er ikke så meget ventetid. Børnene kan ganske enkelt slå til boldene flere gange, end hvis de spillede med hinanden.
- Børn elsker, når mor og far deltager. Men erfaringerne viser også, at flere forældre, der er med til MINIton bliver så begejstrede over træningen, at de får lyst til at løse mindre opgaver i foreningen eller blive en del af bestyrelse, siger Søren Therkildsen.
Mariehønen er sjov
Flere af de forældre, der går med deres børn til DGI MINIton i Blans-Sundeved, er selv begyndt at spille badminton. Men til MINIton-træningen er det børnene, der er i fokus.
Nanna på 5 fortæller begejstret om en fangeleg, hvor hun, når hun blev fanget, skulle lægge sig ned på ryggen og sprælle med benene som en mariehøne, indtil en anden kom og vendte hende om.
- Det var bare rigtig sjovt. Men det er da også sjovt, når vi spiller, siger Nanna.
Peter Petersen er far til Josefine, der også er vild med MINIton.
- Det er rart at være sammen med børnene om nogle ting. Hun lærer noget, vil gerne og synes det er sjovt, og jeg kan se, at hun bliver bedre og bedre, siger han.
Opdateret 12. april 2010 Af Majbritt Lykke AndersenEjer: Kommunikationsafdelingen